Velkommen
Når du er ny, er der meget at forholde sig til, hvad enten du er Drage- eller gymnasieelev. Alle skolens elever og ansatte gør deres bedste for at du kan få en god skolestart og håber du bliver glad for at gå på skolen.
Skoleåret starter med en introuge og en introtur. Introugen skal give dig indblik i skolen, i fagene, de andre elever, lærerne, og den er arrangeret af et udvalg bestående af elever og lærere. Hver klasse har en klasselærer og et klasseteam, som du vil møde meget i din første tid, og som vil hjælpe dig på vej. I introugen vil du også møde ældre elever som vil guide dig gennem de første uger. Forhåbentlig får du i løbet af introen styr på det vigtigste du skal bruge til din skolestart, og kommer godt i gang med skoleåret.
Og så vil der selvfølgelig være en masse oplysninger, du står og mangler:
Hvem er IT-Lars, og hvor er kontoret, og hvorfor kan du ikke købe kød i kantinen.... Hjemmesiden forsøger at give svar på alle de spørgsmål der måtte være, så det er vores håb at du vil bruge den rigtig meget. Og så må du ellers bare spørge dine lærere, de ældre elever, de elever du har mødt i introugen, ligesom du kan få hjælp på kontoret.
Det er vigtigt at du i løbet af de første uger orienterer dig i skolens værdigrundlag og studie- og ordensregler. På hjemmesiden vil du ligeledes kunne finde information om årets gang og din uddannelses forløb. I det daglige vil aflysninger, lærernes sygdom og andre vigtige beskeder blive sagt på de daglige morgenmøder i frikvarteret mellem kl. 10.00-10.15. Du kan også finde de fleste af oplysningerne i skolens skemasystem med navnet Lectio. I kantinen er opsat en pc'er til dit hurtige tjek af informationer i Lectio. På "Broen", der forbinder skolens for- og baghus, er der opslagstavler med blandt andet oversigter over lokalerne og eksamenstider.
Og for øvrigt: IT-Lars er Lars Pietrowski (ansvarlig for IT), der sidder i lokalet til venstre for indgangen til kantinen. Hos ham kan man få hjælp til skolens pc'ere og internettet. Det er også på hans kontor de bærbare udlånes.

