Skolens historie
1970-1976: Bagsværd
1976-1988: Birkerød
1988-1989: Vesterbro
1989-1992: Frederiksberg
1992- Nørrebro
I maj 1968 indvarsledes en ny tid med studenteroprøret i Paris, et oprør der skulle brede sig til ungdommen ud over hele den vestlige verden. Maj handlede om oprør mod autoriteter, om den unge generations kamp for at ændre samfundet og den måde vi tænkte på.
Men allerede i februar 1968 var der en lille gruppe skoleelever og gymnasielærere i Danmark der havde fundet sammen for at skabe et helt nyt frit gymnasium, der skulle være et alternativ til den bestående sorte gymnasieskole. Man ønskede en demokratisk skole med nye fag og en hel ny måde at tænke faglighed og pædagogik.
Gruppen gik i forhandling med undervisningsministeriet med følgende programpunkter:
- fuld medbestemmelse for elever og ansatte i en demokratisk struktur
- afskaffelse af karakterer og eksamen
- selvstændig forskning og studium i stedet for blot tilegnelse af viden
- høj grad af tværfagligt arbejde
- integration af livet på- og udenfor skolen
- personlig og social udvikling på lige fod med den intellektuelle udvikling
- nye fag: psykologi/sociologi, idéhistorie, film/mediekritik, filosofi, databehandling, kreative fag
og værksteder.
Hele stemningen omkring 1968-oprøret i Danmark kom til at bakke op om de næste 2 års forhandlinger. Det meste af programmet blev forhandlet på plads, og i maj 1970 blev skolen godkendt af Undervisningsministeriet samtidig med at den socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe, Erhard Jacobsen lovede at betale skolepengene, hvis gymnasiet slog sig ned i Gladsaxe Kommune.
Og så var det bare om at få trukket lod mellem de 200 ildsjæle på ventelisten til 4 første klasser, at ansætte en rektor og et antal lærere og finde frem til et egnet hus.
1970-74: Skolen etablerer sig
Det var en spændende og en svær tid. Selvom der var vedtaget en struktur og et indhold var det alligevel som om alting skulle besluttes forfra af dem der nu skulle realisere alle drømmene. Og alle havde deres drøm som de kæmpede for. Gigantiske skolemøder diskuterede i dagevis, nedsatte arbejdsgrupper og løste problemerne, så snart de dukkede op. Det viste sig hurtigt, at der var lange udsigter til at vi kunne få de lovede midler til driften og man begyndte i stedet at forberede en gigant spareindflytning i de lokaler der blev fundet efter 1½ uge på Charlottenborg: nemlig en lille fabrik i Bagsværd, der trykte pas, julekort og pornoblade.Kasserede tavler og borde blev lokaliseret på andre skoler. Ølkasser til reoler var jo fint, men af en eller anden grund var der kun billige kasser i Ålborg. Eleverne forsøgte at leje en båd for at hente dem, men i stedet kom der pludselig et tilbud om gratis mælkekasser fra Trifoleum og lidt senere nogle militærkasser til ammunition. En gruppe syede gule sækkepuder på lånte symaskiner og et lille bogudvalg indsamlede kasserede bøger fra andre gymnasier til reolerne.
Langsomt kom man i orden. Det kneb med at skaffe undervisningsmaterialer, strømmen gik i tide og utide. Trykkemaskinerne blev hejset ud gennem store huller i murene så vinden peb gennem de store rum, hvor man forsøgte at få undervisningen i gang med de nye klasser. I efterårsferien kom der skillevægge op, klasseværelserne kom i orden og fællesrummet blev indrettet med et stort tæppebelagt plateau, hvor man kunne holde skolemøderne.
Kampen mellem de sorte og røde faner
I løbet af de 2 første år fandt skolemødet frem til en arbejdsgang, der stort set har fungeret lige siden med bl.a. faste udvalg, en ansvarsfordeling der tilgodeser demokratiet både i klasserne og på skolemødet, en rengøringsordning, en madordning, en lærer- og elevevaluering osv. Men undervejs var der selvfølgelig mange kriser. Der var stærke politiske fraktioner blandt elever og lærere, hvor hovedmodsætningen stod mellem en anarkistisk tro på kollektivet og en mere centraliseret styring. På mange måder er det den samme kamp som alle følgende årgange, i mindre målestok, har måttet udkæmpe i deres kampe for igen og igen at genskabe demokratiet i deres eget billede, det demokrati som ofte har været den helt centrale grund til at de har valgt Det frie Gymnasium.Før efterårsferien i det andet skoleår kom bruddet. En dag oplevede skolemødet, hvordan den lille kommunistiske fraktion mødte frem med røde faner og læste deres fordømmelse af skolen højt, før de vandrede ud af døren og forlod skolen: - Det frie var jo bare blevet borgerskabets skole. Kun 7,3 % af eleverne kom fra socialgruppe 4 og 5, som ude i samfundet udgjorde 50% af befolkningen: "Vi ønsker ikke længere at arbejde i et demokrati, der er tilbundsgående reaktionært, men som med en tåbes idealisme og ukuelighed betragter sig som revolutionens højborg!"
Denne episode fik voldsomme konsekvenser. Efter lange diskussioner besluttede man fremover at benytte en 50% regel ved elevoptagelserne, således at elevsammensætningen ville afspejle klassesammensætningen i samfundet. I denne forbindelse benyttede rektor Adrian sig for første og sidste gang af sit tre ugers udsættende veto, men det fik han ikke meget ud af, og med næste års optag af de nyuddannede samfundsfagslærere fra RUC var skolen politiske profil lagt klart til venstre.
Samtidig udviklede skolen sit arbejde med tværfaglighed og fra skoleåret 1972-1973 gik alle klasser over til en ny tværfaglig projektlæsning med fagene dansk, historie, geografi, samfundsfag og kulturhistorie der afsluttedes med gruppeeksamen. Samtidig vedtog man en fælles arbejdsopgave, der ved et mere bevidst valg af den enkelte klasses samlede pensum, skulle sætte eleverne i stand til at tænke og handle politisk.
Da Adrian trak sig tilbage som rektor i 1974 stod skolen færdig. Der var rimelig undervisning, rimeligt fremmøde, en stor elevaktivitet på alle områder og det andet hold studenter havde forladt skolen med høje karakterer.
1974-76. Kampen for overlevelse begynder
I 1974 varslede Gladsaxe en opsigelse af sin ordning med Det frie Gymnasium, og kampen for overlevelse begyndte. Forskellige aktionsgrupper undersøgte andre former for økonomisk støtte og andre bygninger. Resultatet blev et valg mellem en nedlæggelse af skolen eller et tilbud om at flytte til en gammel skole i Birkerød, hvor man på det tidspunkt manglede gymnasiekapacitet. Men betingelsen hed skolepenge.I foråret 1976 kom den endelige afstemning om skolens fremtid. Den var så vigtig at man stillede sig op i hver sin ende af fællesrummet efter overbevisning, nedstirrede hinanden og talte hoveder. Optællingen viste et minimalt flertal til overlevelsesfløjen.
1976-1988. Privatskole i Birkerød
Denne periodes altdominerende kamp blev kampen mod de stadigt stigende skolepenge, en kamp som vi tabte. Samtidig var det en periode, hvor skolen blev mere og mere udadvendt og radikaliseret. En af de vigtigste kamp var nok deltagelsen i kampen for et ungdomshus i København: Eleverne deltog i besættelsen af Rutanafabrikken, af Ryesgade, Allotria, Abel Kathrines gade og også i en lang række arbejdskampe, f.eks. stilladsarbejdernes kamp og BT- typografernes kamp. Samtidig var lærerne blevet eftertragtede som indsparkere i den pædagogiske debat, der også havde fundet vej til en række andre gymnasier.I denne periode dukkede punkerne op. Birkerødborgerne gjorde store øjne når hanekamme, nitter og lædertøj bevægede sig op gennem hovedgaden til skolen. Samtidig blomstrede det kreative miljø både indenfor teater, musik og billedkunst.
Antallet af gymnasieklasser i Birkerød gik støt og roligt ned i takt med de hævede skolepenge, og skolen sagde ja til en henvendelse fra en lilleskole, der ønskede at overføre sin overbygning med 8. 9.og 10 klasse. Sådan opstod Dragen.
Men hele tiden var der en længsel efter at flytte skolen ind til København og i 1988 blev der mulighed for at flytte ind i et nedlagt seminarium på Vesterbrogade.
1988-89: Vesterbro - stadigvæk på barrikaderne
Vesterbro var barsk. Her var der i senfirserne kamp til stregen mellem bz'ere, børnemagt og myndighederne og det centrale slag omkring Sorte Hest-kollektivet skete lige henne om hjørnet, samtidig med premieren på skolens mega-teaterforestilling i en nedlagt fabrikshal ved siden af. Kort efter fortrød undervisningsministeren, at han havde sagt ja til lokalerne på Vesterbrogade og lige før jul 1989 vandrede skolen fra Vesterbrogade til Kronprinsesse Sofies gade på det pænere Frederiksberg med ølkassereoler, stole og borde imellem sig.1989-92: Frederiksberg - postmodernisme, narcissisme, demokratikrise
Skolen trivedes på Frederiksberg i de forsømte lokaler. Projektstrukturen udviklede sig, det kreative miljø blomstrede og skolen deltog stadigvæk med stor styrke i den pædagogiske debat som efterhånden havde bredt sig til resten af gymnasieskolen. Men der var også stor debat om demokratiets tilstand, hvor forskellige holdninger brødes.1992: Møllegade 26, 2200 Nørrebro
Endnu engang ændrede undervisningsministeren mening om, hvilke lokaler Det frie Gymnasium måtte benytte, men han pegede denne gang selv på en ny mulighed, nemlig lokalerne i Møllegade.Nu hed det politisk good-will, en årelang kontrakt - og dårlig økonomi. Igen blev det et spørgsmål om overlevelse. Vandreårene havde tæret på skolen og antallet af klasser var endnu en gang blevet mindre. Skolen gik i tænkeboks og i 1994 kom resultatet: 20 års erfaring med pædagogisk og faglig nytænkning samledes i en ny ambitiøs udformning af skolen som projektskole, udvidet med først Den frie Ungdomsuddannelse og senere en hf-pakkemodel sammensat af vekslende kombinationer af hf-enkeltfag.
Udspillet ramte plet hos nye generationer af gymnasieelever og i løbet af de næste år voksede skolen i sådan en grad at både medborgerhuset på Blågårds Plads og Nørre Allé blev inddraget til klasselokaler. Derfor besluttede man sig i 2004 for at bygge 2 nye etager ovenpå det gamle hus ud mod Møllegade og et større planlægningsarbejde gik i gang . De første klasselokaler blev taget i brug foråret 2006 og i efteråret 2006 forlod de sidste håndværkere skolen.
Også skolemødet fandt i denne periode frem til en arbejdsform, der i store træk har fungeret siden, hvor klasserne på skift i kortere perioder har ansvaret for planlægning og afvikling og referat af skolemøderne.
Men diskussionen om skolemødet holder aldrig op. Og det må den heller ikke.
2005: Ny gymnasiereform: Det frie Gymnasium normaliseres
Med gymnasiereformens indførelse i 2005 fjernedes alle de dispensationer fra det almene gymnasium som Det frie Gymnasium havde bygget på. Karaktergivning og idræt blev indført. Specielle DfG fag som kulturhistorie og teaterfag blev nedlagt, projektstrukturen og de afsluttende gruppeeksaminer ligeledes. Det eneste, men også det vigtigste, havde vi dog tilbage. Vi havde skoledemokratiet.Og hvad så? 35 års skoleerfaring kan ikke bare glemmes. Mange elementer i gymnasiereformen er klart kopieret fra pædagogiske og faglige landvindinger på Det fri - Dem kan vi sagtens føre videre i vores eget regi. Både udviklingen og kampen går videre....
Marianne Risbjerg Thomsen
2006