Undervisningsformer
Vi gør meget ud af, at elever fra Det frie Gymnasium bliver
selvstændige mennesker, der kan, må og vil tænke selv. I løbet af de to
år i hf bliver du vænnet til aktivt at tilegne dig ny viden i stedet
for passivt at blive undervist. F.eks. kommer du til at holde foredrag,
arbejde i grupper og studere alene i en frugtbar vekselvirkning mellem
samarbejde og individuelle forløb.
Og lærerne vil selvfølgelig hele tiden være der til at undervise og
vejlede dig.
Projektarbejde
Projektarbejde indgår som en fast undervisningsform i
hf. Projektarbejde betyder at undervisningen er problemorienteret, og
at eleverne arbejder med selvvalgte problemstillinger inden for et
overordnet fælles emne. På Det frie Gymnasium er projektarbejdet som
regel tværfagligt og organiseret som gruppearbejde. At projektet er
tværfagligt betyder at flere fag arbejder sammen om et emne og belyser
det fra flere sider. Projektfagene er de to faggrupper, NF (geografi,
biologi og kemi) og KS (historie, samfundsfag, religion), men også de
andre fag kan indgå. Vi opfatter projektarbejdet som en arbejdsform,
der sikrer faglig fordybelse i alle fag.
Projektstruktur
For at du kan blive god til at arbejde projektorienteret, er det
vigtigt, at du kender det enkelte fags metoder og indhold. Et projekt
starter altid med, at de involverede fag viser, hvad de kan metodisk og
indholdsmæssigt omkring det valgte emne. Du får altså sammen med dine
kammerater et kursus, inden du selv skal vælge projekt. Når
kursusstoffet er gennemgået, vælges projektemnerne og projektgrupperne
dannes. I skal herefter fordybe jer i jeres problemfelt og selv lege
"den lille forsker".
Gruppearbejde
Fra Det frie Gymnasiums start har gruppearbejdet været omdrejningspunkt
for en stor del af undervisningen, og skolen har stor erfaring med
gruppeeksamener (der ikke længere er en mulig eksamensform) og
gruppeforberedelse til eksamen. Vi betragter det forpligtende
gruppesamarbejde som helt nødvendigt for en skole hvor demokrati og
meningsudveksling står i centrum. Som elev på skolen vil du derfor møde
pararbejde, gruppesamarbejde og projektarbejde i grupper som en
væsentlig del af dagligdagen. Gruppearbejdet vil ofte føre til
mundtlige gruppefremlæggelser eller skriftlige produkter i form af
grupperapporter og synopser.
It i undervisningen
Det frie Gymnasium benytter IKT på
alle niveuaer af skolens liv. I gruppearbejdet og projekterne udnytter
vi skolens konferencesystem, Fronter, til gruppens interne
kommunikation og til lærernes vejledning og respons. Alle elever får et
grundkursus i tekstbehandling og excel. Skolen har flere bærbare
computere som udlånes som klassesæt, og i hvert klasseværelse står en
stationær computer.