Hvem er vi?
Udover at deltage i Skolemødet er du også som elev i Dragen en del af vores eget lille nærdemokrati - Dragemødet. Her besluttes de ting som vedrører din dagligdag som elev i 8. eller 9. klasse.
Undervisningen tilrettelægges ud fra de generelle lovmæssige krav i sammenhæng med elevernes og lærernes ideer og ønsker. På baggrund af en løbende evaluering og samtale med klassen og den enkelte elev planlægger vi undervisningen, så den tilgodeser alle bedst muligt.
På grund af de stigende krav på undervisningsområdet er der en række ændringer af lovmæssig karakter, der skal implementeres i den daglige undervisning. Flere tests, nye fag, nye prøveformer og endvidere stigende krav til indholdet på skolens hjemmeside. Disse forhold rammer naturligvis også os, selvom vi er en privatskole med eget værdigrundlag. Nogle ting kan vi anvende fornuftigt, andre er vi særdeles kritiske over for. Vi fokuserer fortsat på at bevare vore egne pædagogiske og demokratiske idealer og vil kæmpe imod den umyndiggørelse og faglige mistro, der udvises over for lærere og den øvrige skoleverden for tiden.
Det er blandt andet også på grund af disse øgede krav om nye prøveformer, at elever og lærere i fællesskab har fravalgt prøver i fagene kristendom og historie.
I Dragen får du netop mulighed for direkte indflydelse på din undervisning, det sociale liv og skolens øvrige hverdag.

